Vildsvin på gaflen

Mit første vildsvin i Sverige august 2015 – en rigtig fin ”spisegris” af hunkøn – så ren og pæn med lodden ører …

Mit første vildsvin i Sverige august 2015 – en rigtig fin ”spisegris” af hunkøn – så ren og pæn med lodden ører …

Den sidste jagtdag i Sverige nærmer sig. Vi har været heldige og skudt 1 buk hver og jeg har også skudt en rævehvalp. Men det er desværre meget få dyr vi har set, i betragtning af hvor mange timer vi har været ude. Trætheden har meldt sig og de sidste to morgner har der været en så tæt tåge med en sigtbarhed på maks. 40 meter, der selv efter et par timer bare blev hængende. Dagen før har jeg set tre mørke konturer i tågen – det må absolut være vildsvin, så denne sidste morgen beslutter jeg, at vi SKAL ud igen!
Tågen er knap så tæt, men det er rigtig vandkoldt, så kan man lige sidde og drømme om varm kaffe i det lune hyggelige sommerhus… Jeg har valgt mit ynglings jagttårn på en lille kløvermark der er omkranset af blandede træer og kan heldigvis se området rimelig tydeligt. Der er ingen vind så dyrene kan i princippet komme fra alle vinkler. Pludselig er vildsvinene der. Ret forude ca. 75 meter kommer et stor sort vildsvin ud med seks-syv mindre grise i hælene og begynder at æde af det saftige kløver. De mindre grise holder sig tæt samlet og jeg kan derfor ikke skyde, men bagerst kommer endnu et vildsvin til syne, knap så stor som soen. Den går lidt væk fra flokken – til mit held – vender sig med siden til, lige til et perfekt skud. Den går kun et par meter efter den er ramt og tumler så om i græsset. Pyha! Soen giver et hyl fra sig. Så kan det nok være flokken får travlt med at kommer i skjul i skoven. Klokken er kun 05.40 og morgenjagten er jo slet ikke slut endnu, men jeg bliver nødt til at fortælle Lars over radioen, om mit helt fantastiske ”svineheld” … Heldigvis er vores svenske jagtudlejere behjælpelige både med transport af det knap 60 kg tunge svin (af hunkøn), der køres over til slagtehuset samt med brækning og slagtning. De sender den selvfølgelige trikinprøve ind og der er et ”positivt” svar på mail et par dage senere.
– Dejligt, og så med alt det fine kød i fryseren!

Vildsvinet forendt i kløveren. En tung sag på knap 60 kg.

Vildsvinet ligger forendt i kløveren. En tung sag på knap 60 kg.

Vildsvinet vakuumpakket og klar til fryseren.

Vildsvinet er vakuumpakket og klar til fryseren.